Samsung Galaxy S5 – er den pengene værd?

Samsung Galaxy S5, den nyeste telefon i den populære S-serie, er blevet præsenteret og rammer inden længe de danske butikker. Men er den pengene værd og kan det betale sig at skifte sin Galaxy S3 eller S4 ud, til fordel for den nye Galaxy S5?

Samsung Galaxy S-serien har for alvor været med til at give Samsung det boost, de altid havde drømt om. S-serien blev den første direkte konkurrent til iPhone og Apples forsøg på at bekrige Samsung med en større advokatstab, bevidner da også om selv samme.

Galaxy S-serien minder på mange måder om Apple’s iphone. Begge har de hver især deres faste skare af loyale forbrugere, der altid er klar til at kritisere modparten. Markedsføringen har de også tilfælles – her er der blevet brugt svimlende høje beløb på at overbevise forbrugerne om, at de hver især er det bedste valg af en smartphone.

Nu har Samsung så præsenteret den nyeste efterfølger i den populære serie: Samsung Galaxy S5. Men siger, at man aldrig kan gentage en succes. Men Samsung har faktisk formået at gentage succes’en hele 3-4 gange. Jeg er ikke sikker på, hvor stor en succes S4’eren har været – men både S1, S2 og i særdeleshed S3 var en kæmpe succes.

Personligt må jeg erkende, at jeg er dybt skuffet over Galaxy S5. Jeg havde et svagt håb om, at de igen – som med S3 – ville tage en chance og prøve et nyt design af. Rygterne havde, vanen tro, lydt på at S5 ville komme i en metal-konstruktion, men det var desværre ikke sandt. I stedet ligner S5 stadig en S3 i forklædning. Man kan nærmest ikke se forskel på Samsung Galaxy S4 og 5 – desværre.

Dette ville måske være til at se igennem fingre med, hvis telefonen så blot var et mindre mirakel på papiret – hvis specifikationerne slog benene væk under os. Men heller ikke her, er der noget der overrasker. Nuvel, den er blevet opdateret, men det kan da heller ikke komme bag på nogen. Skærmen er, som med de tidligere modeller i serien, vokset en smule, den har fået flere RAM, en hurtigere processor, osv. Men det er bare ikke nok!

Konklusionen må være, at man lige så godt kan prøve noget nyt. Personligt har jeg haft Samsung’s Galaxy S-serie, lige siden 1’eren kom. Jeg har loyalt opgraderet min telefon, hver gang de har præsenteret en ny – både S2, S3 og S4. Sidstnævnte er min nuværende telefon, og jeg agter som sagt ikke at skifte den ud, til fordel for Galaxy S5.

Forskelle på Samsung Galaxy S4 og S5

S5’eren vejer 145 gram. Det er 15 gram mere end sin forgænger. Derudover er Samsung Galaxy S5 også vokset en smule, hvilket er usædvanligt for smartphones i Samsung’s populæreste serie. Målene er således 142 x 72.5 x 8.1 mm. Målene for S4 er 136.6 x 69.8 x 7.9 mm.

Skærmen er 0,1 tommer større. Opløsningen er den samme: 1080p. Skærmtypen er også stadig af Samsungs egen Super AMOLED, hvilket absolut ikke er nogen negativ ting.

Telefonen er nu IP67 certificeret, hvilket vil sige at den er vand- og støvafvisende. MicroUSB 3.0 porten i bunden, har fået et gummidæksel og bagcoveret slutter også tæt vha. gummi, således lidt vandsprøjt ikke tager livet af det dyre stykke legetøj.

Kamerat er, vanen tro, blevet opgraderet og har nu en sensor der knipser billeder i en opløsning på 16-megapixel. Der er også åbnet op for at man kan optage video i 4K, omend de færreste har et TV, der understøtter dette format. Dette er dog ikke ens betydende med, at det er decideret ubrugeligt, for en højere opløsning er lig med bedre cropping-muligheder, uden billedet bliver grumset.

Både CPU og GPU er opgraderet en generation: Snapdragon 801 og Adreno 330. Telefonen har stadig 2 GB RAM, hvilket må siges at være skuffende. Især taget i betragtning, at Note 3 har 3 GB RAM – hvorfor så ikke også S5?

Derudover har telefonen fået pulsmåler og fingeraftrykslæser. Den fungerer desværre ikke som på iPhone, hvor man blot skal holde fingeren på knappen. På Galaxy S5, skal man køre fingeren ned over knappen, som på mange bærbare computere. En mindre detalje.

Samsung Galaxy S5 har Android 4.4.2, hvilket S4 også lige er blevet opdateret til, så her er der altså ingen forskel, ud over at Samsung har lavet lidt småændringer i TouchWiz på S5.

Leave a Reply