Selv om man kan benytte sig af cigartænderstikket til at forsyne enheder med strøm, kan det være praktisk at trække strøm til eks. et LED-lys, GPS, Dashcam’s på Titanen, køleboks, o.l. Her kan du se, hvordan man gør.
Jeg har tidligere skrevet en kort vejledning til, hvordan man trækker strøm til LED-lys. Men efter at have ændret lidt i min fusker-installation, er det på tide med en opdateret vejledning til, hvordan man trækker strøm.
I bilen dækker min installation nu over et dashcam, et USB-udtag og to LED-lys ved fødderne. Alt sammen er “lånt” af samme kreds, som forsyner cigartænderstikket. Tidligere havde jeg valgt en kreds til et af sikkerhedssystemerne, da disse kan tilgås i siden af instrumentbordet – ren dovenskab.
Metoden er stadig den samme som jeg beskriver i blogindlægget om LED-lys. Jeg har blot valgt at bruge kredsen til 12 V cigartænderstikket i stedet. Denne sikring har nummer 36 og kan tilgås til venstre for pedalerne. Du kan se en oversigt over sikringerne Oversigt over sikringer i VW Up.
Er du i tvivl om, hvilken sikring det er, kan du kontrollere det ved at pille sikringen ud og konstatere at cigartænderstikket er dødt. Er der stadig liv i cigartænderstikket efter du har pillet sikringen ud, er det ikke den rigtige sikring!
Det skal du bruge
- Sikringsadapter der fungerer som strømtyv fra en sikringsholder
- Kabelsko til stelforbindelse
- Evt. 12V/5V DC transformer (ved tilslutning af USB-udstyr)
Husk ekstra sikringer til strømtyven! I mit tilfælde har jeg udskiftet 20 A sikringen med en 15 A sikring og sat en 5 A sikring i den nye kreds. Dette gør at de to kredse maksimalt kan belastes med 20 A tilsammen, hvilket svarer til den oprindelige sikring på 20 A. Da den nye kreds kun skal forsyne mit dashcam (500 mA) og et USB-udtag (500-1.500 mA) er 5 A rigeligt her. Skal man derimod bruge tungere udstyr, så som køletaske, kan det godt være nødvendigt at balancere anderledes end jeg har gjort det (eks. 10A/10A).
Husk at det er altid en god ide at have ekstra sikringer i bilen samt en oversigt over sikringerne.
Herunder kan du se et diagram over installationen.
Her er DC transformeren som jeg har brugt. Det er nødvendigt at bruge en lille step-down transformer, hvis man skal forsyne USB-enheder, da USB-spændingen er 5 V. Transformeren herunder fungerer fint og leverer de lovede 5 V (målt med voltmeter).
Vær opmærksom på langsom opladning
Hvis du har en Samsung telefon og muligvis andre, vil du opleve at telefonen kun vil lade med 500 mA. Dette skyldes at telefonen ikke tillader “fast charge”, da den tror at den bliver forsynet af en alm. USB-port.
Problemet kan heldigvis nemt løses. Et USB-kabel består af 4 ledninger – to til forsyning (rød og sort) og to til data. Når ikke dataledningerne danner et kredsløb (hvis de eks. bruges til dataoverførsel), tror telefonen at den bliver forsynet af USB-porten på en computer, og vil derfor kun oplade med 500 mA.
Problemet løses ved at kortslutte dataledningerne. Dette kan gøres ved at lodde dem sammen eller samle dem i en muffe. Dette er også gjort i “fast charge” opladere, der praler af at kunne oplade din telefon hurtigt.
tak for arbejdet 🙂
Kunne være lidt fedt med billeder af resultatet…